Lærke Vindahl er ansat som fiktionsproducent hos BBC Studios Nordic Production, hvor hun med sin mangeårige erfaring skal styrke selskabets indsats på området.

Lærke kommer fra en stilling som executive producer i TV 2 Fiktion og har tidligere været chef for DRs B&U afdeling, hvor hun blandt andet havde ansvar for at opbygge afdelingens fiktionsportefølje.

“At få Lærke ombord er en kæmpe gevinst, da hun er en erfaren fiktionsproducer med en enorm viden på området. Hun har erfaring fra både producent- og kundesiden og kan bidrage til vores strategiske arbejde. Derudover er Lærke vant til at bevæge sig i krydsfeltet mellem forskellige genrer og produktionsformer, hvilket er en stor styrke.” siger fiktionschef Maria Hee Dreyer.

Lærke er uddannet fra producerlinjen på den engelske filmskole National Film and Television School og har produceret indhold på tværs af film, TV og digitale platforme i femten år. Hun har erfaring med et bredt udsnit af formater og finansiering, og netop fordi hun er en kapacitet indenfor både fiktion og non-fiktion, er hun et godt match for BBC Studios Nordics fiktionsafdeling.

Selv siger Lærke Vindahl: “med den enorme efterspørgsel på fiktion i markedet og de store forventninger til kvalitet og relevans fra publikum er det en vildt spændende tid at producere fiktionsindhold i. BBC Studios Nordic har markeret sig som leverandør af fiktionsserier med journalistisk research og samskabelse med målgruppen som omdrejningspunkter og det er noget, der resonerer stærkt hos mig. Jeg glæder mig til at bidrage til ambitionen om at videreudvikle værktøjerne til endnu flere fortællinger med originalitet og høj dramatisk kvalitet som pejlemærker.”

Lærke Vindahl skal som fiktionsproducent indgå i udvikling og drift af BBC Studios Nordics fiktionsportefølje, og derudover kommer hun til at arbejde med den langsigtede fiktionsstrategi.

”BBC Studios Nordic er pionererne indenfor Affordable Fiction og det fokus fastholder vi ufortrødent. Samtidig udvikler vi hele tiden på, hvordan man kan nytænke fiktionsområdet yderligere til glæde for brugere og kunder. Det arbejde styrker vi også med Lærke.” slutter viceadministrerende direktør og partner Daniel Svarts.

Yderligere kommentarer:

Maria Hee, hee@bbcstudiosnordic.com, 2299 2627

Daniel Svarts, daniel@bbcstudiosnordic.com, 2518 9528

BBC Studios Nordic Productions A/S
BBC Studios Nordic Productions A/S