NYE DIREKTØRER
Maria Thastum stopper på BBC Studios Nordic
“Det har været ti fantastiske år på BBC Studios Nordic, hvor jeg sammen med en række dygtige mennesker har været med til at gøre BBC Studios Nordic til et af Danmarks største uafhængige selskaber. Det er lykkedes i en sådan grad, at jeg ikke rigtig længere syntes, der var så meget at kæmpe for og jeg følte egentlig også jeg mest af alt var en forhindring for tiltrængt forandring. Så er det tid at komme videre – det var nogenlunde den samme fornemmelse, jeg havde, da jeg forlod SBS. Jeg er meget glad for, at vi skilles som de bedste venner og jeg glæder mig til at følge BBC Studios Nordics udvikling de kommende år” siger Maria Thastum.
”Jeg er rigtig ked af at måtte sige farvel til min gode kollega Maria Thastum efter mange års fantastisk samarbejde. Jeg er dybt taknemmelig for den enestående indsats, hun har ydet for BBC Studios Nordic og det enestående kreative team og hus, hun har været med til at opbygge.” siger Adm. direktør René Szczyrbak.
To nyudnævnelser i BBC Studios Nordic
Birgitte Koefoed og Jonatan Jerichow træder ind i BBC Studios Nordics direktion, hvor Birgitte Koefoed bliver kreativ direktør (CCO) i en nyoprettet stilling og Jonatan Jerichow bliver ny programdirektør (CPO).
Birgitte Koefoed kommer fra en stilling som udviklingschef i BBC Studios Nordic og skal fremover være øverste ansvarlige for selskabets udviklingsindsats og udvikling af formater, derudover skal hun arbejde med den kreative strategi i tæt samarbejde med ledelsen i BBC Studios Nordics svenske og norske datterselskaber.
Jonatan Jerichow kommer fra en stilling som programchef og bliver ny programdirektør og får dermed det formelle ansvar for BBC Studios Nordics programvirksomhed.
”Birgitte og Jonatan har været afgørende for, at BBC Studios Nordic er, hvor det er i dag og de er begge bredt anerkendte i branchen for deres kreativitet, dedikation og professionalisme. Birgitte og Jonatan kommer fra helt centrale stillinger, de sidder i selskabets programledelse og det har længe været planlagt, at de skulle træde ind i direktionen. Den forandring kommer derfor helt naturligt nu.” siger adm. direktør René Szczyrbak.
Selskabets programledelse udgøres foruden Birgitte Koefoed og Jonatan Jerichow af viceadministrerende direktør Daniel Svarts.