Kom helt tæt på, når landets farligste mordere manipulerer sig vej ind i unge teenagepigers hjerter.
Siden Cammilla var 17 år, har hun gennem breve og telefonsamtaler fået opbygget et tæt forhold til Peter Madsen. På trods af den frygtelige forbrydelse han har begået, er det nu hendes største drøm at blive gift med ham og føde hans barn. Hvor ubegribeligt det end lyder, er Cammilla dog langt fra den eneste, der fascineres af farlige indsatte. Facebooksiden ’Date en Indsat’ har tæt på 30.000 medlemmer, og i Herstedvester Fængsel, der huser nogle af landets farligste forbrydere, er der afholdt 32 bryllupper siden 2009.
Peter Lundins ekskone Mariann tager os tilbage til dengang, hun forelskede sig i en af Danmarks mest berygtede drabsmænd. Nu mere end nogensinde kæmper hun med konsekvenserne af den fejl, hun som 14-årig begik, da hun valgte at skrive sit første brev til Peter Lundin. Et uskyldigt brev, der endte i et ægteskab med den firedobbelte morder, og en skam hun selv i dag har svært ved at ryste af sig. ”Èt brev og så er du fanget”, advarer hun.
Discovery afslører og dokumenterer, at der er fri adgang for kommunikation mellem unge piger og farlige livstidsfanger i lukkede fængsler. Hvordan kan det lade sig gøre i et retssamfund som Danmark?
Ved hjælp af lydoptagelser og breve dokumenteres det, hvordan Peter Madsen og Peter Lundin prøver at manipulere unge kvinder. Ifølge mentalerklæringerne på Peter Madsen og Peter Lundin, er de begge særdeles farlige for andres liv og legeme, ligesom de begge vurderes til at have karakterafvigende træk, hvilket gør, at der i serien stilles spørgsmålstegn ved det sker og om det er lovligt. Det afsløres yderligere i programmet, at en ansat ved Kriminalforsorgen ulovligt har formidlet telefonisk kontakt mellem Peter Lundin og unge kvinder mod betaling. Tidl. Fængselsbetjent Lærke Mogensen, fortæller i programmet ”Det ville skubbe til befolkningens retsfølelse, hvis de vidste i hvor høj grad, man havde mulighed for at have kontakt til omverdenen udenfor, når man er dømt i et lukket fængsel i Danmark”.
Psykiater Henrik Day Poulsen, tidl. PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen og DF partiformand Peter Skaarup m.fl. forholder sig særdeles kritisk til denne problemstilling. Sidstnævnte udtaler i programmet: ”Det er simpelthen ikke i orden. Det er dybt krænkende for retsfølelsen” Skaarup har tidligere kæmpet en forgæves kamp for at skærpe livstidsfangernes mulighed for at skabe nye romantiske relationer inde fra fængslet, og vil genoptage sagen med programmets udsendelser.
Producent Birgitte Koefoed
Redaktionschef Mette Sofie Thrane